Peredvizjniki (russisk: Передви́жники) var en gruppe russiske kunstmalere,
som i protest mod de restriktioner som zardømmet lagde på landets ledende
kunstakadem samlede sig i et kunstnerfællesskab, der udviklede sig til
Selskabet for vandreudstillinger, dannet i 1870.
Selskabet, eller foreningen, blev dannet efter en langvarig
strid mellem de henholdsvis avantgarde og demokratisk inspirerede kræfter i
landets kunstmiljø på den ene side og på den anden side de herskende kræfter på St.
Petersburgs kunstakademi som holdt fast i en idealiserende,
akademistilistisk malerkunst. Hensigten med selskabet var at være en
modvægt til Ruslands dominerende kunstcenter, på dette tidspunkt St.
Petersburgs kunstakademi.
Selve dannelsen af selskabet i 1870 i Sankt
Petersburg skete på initiativ af Ivan Kramskoj, Grigorij Mjasojedov, Nikolaj
Ge og Vasilij Perov. Foreningen videreudviklede de bedste traditioner
fra det eksisterende kunstnerkollektiv, kaldet Artellet. Det blev ledet af
Kramskoj, som også blev leder af den nye sammenslutning,
Peredvizjniki.
Peredvizjniki var påvirket af de opfattelser,
som Vissarion Belinskij og Nikolaj Tsjernysjevskij forfægtede
om det folkelige og det æstetiske. Tsjernysjevskij var en liberal, der
inderligt støttede frigørelsen af de livegne bønder, hvilket lykkede i 1861, da
livegenkabet blev ophævet. Hans politiske aktiviteter førte til, at zarstyret
forbød offentliggørelse af alle hans skrifter.
Det var på grundlag af disse tanker, at fjorten
kunststuderende i 1863 brød med det statslige kunstakademi. Et flertal af disse
fjorten dannede syv år senere kernen i Selskabet for vandreudstillinger (med
det mål at arrangere kunstudstillinger som skulle vises i hele Rusland). Til
grund for sit arbejde udviklede Peredvizjniki et kunstnerisk kodeks baseret på
social og politisk kritik i modsætning til ren æstetik.
Tsjernysjevskijs ideer omsatte kunstmalerne i værker
som lagde vægt på motivet eller emnet frem for selve for maleriet.
Peredvizjniki-malerne afviste “kunst for kunstens skyld”-filosofien som var
gældende for samtidens akademi-tradition. I stedet retfærdiggjorde
Peredvizjniki-malerne deres kunstneriske arbejde (akkurat som deres venner og
samtidige Fjodor Dostojevskij, Leo Tolstoj, Ivan Turgenjev, og
andre) ved et målbevidst forsøg på gøre kunsten nyttig for folket og samfundet.
Fra 1871 til 1923 arrangerede foreningen
48 vandreudstillinger med udgangspunkt i St. Petersburg og Moskva.
Derefter blev udstillingerne vist i Kiev, Kharkov, Kazan, Orel, Riga, Odessa og
andre byer. Eftersom Peredvizjniki-malerne malede realistisk kunst viste
værkerne de mangesidige karaktertræk ved samfundet, ofte med kritisk tendens.
Kunsten viste dog ikke blot fattigdom, men også det smukke i
folkelivet; ikke bare lidelse, men også heltemod og karakterstyrke.
Peredvizjniki-bevægelsens kunstopfattelse indebar
dog en kompromisløs opgør med den russiske, autokratiske samfundsopfattelse og
det russiske folks kamp for frihed og blev fremstillet med stor medfølelse –
f.eks. anholdelsen af aktivisten Ilya Repin. Størst vægt i arbejdet
havde dog skildringen af folket og markante begivenheder her –
f.eks. henrettelsen af Streltsij, udført af Vasilij Surikov.
Peredvizjniki-bevægelsen åbnede i sin storhedstid
(1870-1890) op for et udsyn som indtil da havde været fremmed for russisk
malekunst. Malerne lagde øget vægt på det naturlige og på motivets frihed. I
modsætning til tidens traditionelle mørke palet anvendte de en mere fri og mere
åben fremgangsmåde med en lysere palet når de skulle skildre lys. De stræbte
mod det naturnære i deres værker og skildrede folkets forhold i forhold til de
omgivelser de befandt sig i.
Den opfindsomme, originale folkekunst i Peredvizjniki tjente
som et effektivt middel i den demokratiske, offentlige, moralske og æstetiske
uddannelse af flere generatjoner russere. Ved at nære en voksende revolutionær
bevidsthed i samfundet, blev malerkunsten en vigtig faktor i udviklingen af en
russisk frihedsbevægelse.
Selskabet samlede i sine tidlige år næsten alle de mest
talentfulde kunstnere i landet. I Peredvizjniki var der også kunstnere fra Ukraine, Letland og Armenien.
Foreningen viste også værker af Mark Antokolskij, Vasilij
Veresjtsjagin og Andrej Rjabusjkin. Vigtig for udviklingen af
Peredvizjnikis kunst var kritikeren og demokraten Vladimir Stasov
samt kunsthandleren Pavel Tretjakov som viste deres malerier i
sit galleri og gav dem såvel økonomisk som moralsk støtte.
Foreningens styrke og indflydelse i det offentlige voksede
støt og zardømmet forsøgte at indskrænke Peredvizjniki-malernes aktivitet og
samtidig styrke værdien af de værker som Kunstakademiet godkendte. I 1890-årene
var Peredvizjniki-kunst dog inkluderet i kunstakademiets strukturer, og
foreningens påvirkning viste sig i de nationale kunstskoler.
Frem mod årdhundredeskiftet blev Peredvizjniki-kunsten i mindre
grad end tidligere opfattet som en afspejling af folkelivet og bevægelsens
indflydelse mindskedes og enkelte af kunstmalerne begyndte at sympatisere med
socialismen under undtryk af udviklingen af en arbejder/klassebevægelse. Mange
fra Peredvizjniki engagerede sig i at udvikle sovjetkunsten, idet deres
forudsætninger herfor var realisme-traditionerne fra det 19. århundrede og det
var med til at forme kunstretningen til socialistisk realisme.
Omkring 1898 var Peredvizjnikis ledende position i det
russiske kunstliv mindsket og en ny bevægelse, Mir iskusstva, vandt
frem og kom til at påvirke den moderne udvikling inden for russisk kunst.
Den 48. udstilling med Peredvizjniki i 1923 blev
den sidste. De fleste medlemmer gik med i Kunstnerforbundet i det revolutionære
Rusland (AKhRR). Medlemmerne i dette forbund støttede Peredvizjnikis
traditioner, de forsøgte at skabe kunst, der var forståeligt for folk,
samtidig med, at det skulle indfri forventningerne til den kunst som Sovjet-ledelsen
mente var gyldig.
Peredvizjniki-malere:
Abram
Arkhipov, Nikolaj
Ge, Nikolaj
Jarosjenko, Nikolaj
Kasatkin, Ivan
Kramskoj, Arkhip
Kuindzji, Isaak
Levitan, Rafail
Levitskij, Vladimir
Makovskij, Vasilij
Maksimov, Grigorij
Mjasojedov, Leonid
Pasternak, Vasilij
Perov, Vasilij
Polenov, Illarion
Prjanisjnikov, Ilja
Repin, Andrej
Rjabusjkin, Konstantin
Savitskij, Aleksej
Savrasov, Valentin
Serov, Emily
Shanks, Ivan
Sjisjkin, Vasilij
Surikov, Apollinarij
Vasnjetsov, Viktor
Vasnjetsov.
Læs mere om gruppens medlemmer her: Peredvizjniki
 |
| Abram Jefimovitsj Arkhipov, "Ved bredden af floden Oka" |
Kommentarer
Send en kommentar